Jeg er mig.

Kan i jo nok godt gi mig ret i. Men det er underligt at tænke på, at jeg er mig, og aldrig bliver en anden. Nogen gange glemmer man helt at man er sig selv, og så er man bare. Det er underligt. Kan man starte forfra og opføre sig som en fuldkommen anden hvis man vil? Har lige set nogen med nogle reporterer som havde været i Syrien, og ikke mange havde overlevet. Så er man nogen, meget. Jeg har altid tænkt, at sådan nogle reportere stod flere kilometer fra hvor det skete, men det gør de jo slet ikke. De er der lige der. Der hvor man ikke tænker over hvem man er.

Nogen gange tænker jeg, at jeg vågner op, óg indser at "mig" er en drøm.

At jeg i virkeligheden er 47, og hedder Karla. Så tror jeg bare stadig jeg er mig. Selv som 47-årig.

Men er "vi" i virkeligheden så vigtige? Kan "jeg" ikke bare melde mig ud? Så må min krop leve livet uden mig. Det klarer den jo fint nogengange. Så siger den ting, som jeg siger for meget, og gør ting den tror den skal gøre, fordi jeg ikke har fortalt den, at jeg har ændret mig.

Man skal sige; har jeg det fint nok men hvem jeg er, og hvad jeg laver? Og det har jeg. Selvom jeg ikke har 10.000 venner der render om mig hele tiden, og sådan noget. Så er det jo fint.

I nat drømte jeg, at to jeg kendte døde. Jeg har læst i et blad, at når man drømmer at nogen dør, betyder det man forandrer sig. Men det gør man hele tiden. Hver dag, ser man verden på en ny måde. Og det er vist meget godt.