Min cykel

Er tilbage! Det var lykke da jeg så den igen- Skrammet og rusten og ligesom den skal være.

Du havde ellers fået en heftig omgang med gearet, som ikke synes det var passende at ville lade sig skifte. Så det var lidt besværligt. Men bare den der følelse af, a sætte sig op på dig, og føle sig godt tilpas. Og så stå op i sadlen, resten af vejen hjem, fordi den (sadlen) er hård som bare pokker. Men det var lækkert, var det. Og jeg var glad, var jeg. Jeg håber du vil følge mig mange år endnu, og jeg osse gider at have dig når jeg bliver ældre. (Min mor har i hvertfald den samme cykel som mig, og hun er 48, så den er ikke aldersbegrænset... eller...) For når man køber en ny cykel føler mam altid lidt, at man forråder den gamle og man tænker at, selvfølgelig vil man da tage en tur på den gamle cykel en gang imellem. Men det bliver bare aldrig rigtig til noget, udover et undskyldende blik i den retning en gang i mellem. Mig og dig skal i hvertfald holde sammen lidt endnu, og oplevelserne med den er mange (eller faktisk, er der meget få, men det lyder altså ikke lige så godt.) Sidste år tog vi et styrt, men en vis Emilia, og siden dengang er du gået på invalidepension. Eller, altså mest gearet. Og skærmen til kæden. I sommerferien skal, vis alt går som planlagt, du og jeg ud på en laaang cykeltur, gerne med masser af selskab og dåseleverpostej. Tak: tak for mindst fire sikre cykelture om ugen, som altid (?) er en fornøjelse med dig!

ER det ikke bare fantastisk irreterende når man kalder sin cykel for du?