En film og nogle tanker

Tænkte i dag, da jeg havde været i biografen med min far (tænkte det faktisk osse under hele filmen) at jeg hellere måtte skrive noget om den. Vi var inde at se "Baraka", og jeg synes faktisk osse i skulle se den! det er  en meget smuk film der viser filmsekvenser fra hele verden (mest asien, men det er jo osse mere eksotisk når nu filmen er rettet mod os vestlinge). Det er en meget kontrastfyldt film hvor man det ene øjeblik er i rolige omgivelser, på et bjerg i Nepal omgivet af munke for i det næste øjeblik at dykke ned i en krigszone, eller en kinesisk cigaretfabrik.
Det værste var et klip, hvor man så en masse små levende kyllinger blive mast, klemt og kastet rundt på transportbånd for at symbolisere en masse kinesere der asede og masede i metroen. Men det var bare så ulækkert, og man kunne se hvordan de led når de fik brændt næbet. Det er så klamt, at noget så smukt og fantastisk som natur bliver masseprocuceret på den måde. Ad bad. Der var ikke tale, kun musik og naturlige lyde eller bønner, og man fik aldrig at vide hvilket land man befandt sig i, så det var sjovt at se om man kunne gætte det, og hvor hurtigt. Det var fantastisk godt at der ikke var én eller anden instruktør der snakkede under filmen, da dens styrke lå i at vise os verden som den er, så vi selv kan danne os meninger, og dømme.
Men jeg synes alligevel den formåede at fremstille os mennesker som nogen der aldrig rigtig stod stille (med undtagelse af indfødte, aboriginals, og munke...) eller så var det bare fordi jeg opfattede det sådan. Jeg synes nemlig osse det er meget rigtigt og det hele tiden er bam, bam, bam få tingene gjort effektivt. Hvis nogen betragtede os mennesker som dyr, ville de nok sige vi var ekstremt effektive, og kloge og innovative, lidt ligesom myrere. De er nok bare ikke så kloge. Fx havde de i et filmklip vist et traffikkryds på speed, og de så helt vildt ud, hvordan folk navigerede i forhold til hinanden.
Jeg fik lyst til at få dem alle sammen til at gå langsommere, og lige opfatte hinanden i stedet med at have så travlt med at leve og nå bussen og bare komme tættere på døden.