Idag, eller faktisk igår, var jeg med Amanda og Emilia ude på Kunsten. Vi ville se udstillingen "Underværker" men havde kun én time til det, så vi måtte løbe lidt igennem det. Meget af det var dog osse noget værre deprimerende noget, så det gjorde ikke så forfærdelig meget. Men spændende var det.
Bagefter kig vi ud i "skulpturparken/ haven/hvad den nu hedder" eller hvad den nu hedder. Det er en park, der altid har fået mig til, at føle mig meget mærkeligt til mode. For det første det, at den først ser så normal ud. Der er et par statuer, og et springvand. Så kan man gå rundt om hjørnet, og der er der sådan et sidde sted, og man kan kigge ind på udstillingerne. Oppe over hovedhøjde, strækker skovparken sig indover. Den lille indskrænkede have, man tror det er, er pludselig uendelig. Når man kommer længere bagud, er der det her drivhus sted. Som ligner noget fra et eventyr, som en halvunderlig forfatter har skrevet. Super surrealistsisk.Det er meget drømmeagtigt, på den måde hvor det ikke rigtig giver mening. Det står i en dam/pyt, hvilket gør, at man får den der følelse af, at det er så tæt på, men alligevel alt for meget på afstand. Da jeg var mindre, så jeg den kun på afstand, for jeg var både fascineret og ret skræmt. Men efterhånden tør jeg bevæge mig tættere på. Skulpturen har fire indgange/porte, men ingen døre indtil glaskuplen, og idag gik jeg helt ind til træporten, og under et stort træ, og der så det bare anderledes ud. Mindre skræmmende, når sådan et grønt træ langer armene ind over. Det var meget underligt. Men osse fantastisk, at man kan få den samme fornemmelse af et eller andet ubeskriveligt igen og igen igennem flere år.
