Haruki Murakami kunne være god at læse

Japaneren Haruki Murakami er nok én af mine yndlingsforfattere.
Han er en mand, der elsker katte, og sære fænomener.
Den første bog jeg læste af ham, var "Kafka på stranden" som handler om en teenage dreng, hvis far er meget fjern, og lige pludselig findes myrdet. Samtdig følger man i historien, den ældre sindsforvirrede mand, Nakata, der kan tale med katte. Kafka rejser rundt i Japan, og ender ved et gammelt bibliotek, hvor han får flere venner, der er lige så specielle som han selv. Bogen handler rigtig meget om hans familie, og om hvordan det hele egentlig hænger sammen. Den er kompleks, og meget smuk og filosofisk skrevet. Det kan være pænt forvirrende at læse noget af det, og osse rimelig uhyggeligt, som alle hans bøger, men der er noget magisk ved det der ligesom bare trækker én igennem alle siderne, til man sidder ved den sidste, og spørger sig selv om det virkelig bare var det.

Den anden bog jeg læste af ham, hedder "Trækopfuglens krønike" og er pænt meget Harukis gennembrud. Den er ligeså forvirrende, filosofisk og skræmmende som Kafka på Stranden. Den handler  om den helt almindelige mand, Okada, der bliver forladt af sin kone. Hurtigt bliver hans liv mere og mere mærkeligt  -  som i, at han på et tidsspunkt finder sig selv sidende på bunden af en brønd. Derfra bliver det endnu mere sært. Det er en kærlighedshistorie, men igen osse en historie der handler om livet og døden, og hvad der er imellem. Igen blievr man præsenteret for et imponerende persongalleri, som er mindst lige så spændende som handlingen. De har alle hver deres spændende historier, og selvom det hele virker ret absurd kunne jeg relatere meget af det, til min hverdag. 

Den sidste roman jeg har læst, af ham hedder "Sønden for grænsen og vesten for solen" og er en del kortere end de to andre krabater. Det er en mindre omfattende hsitorie, men den er stadig meget dyb og rørende. Hovedpersonen møder sin "Soulmate" Shimamoto i en meget tidlig alder, men de skilles da hun flytter. Så møder de hinanden igen, men her er vores hovedperson blevet gift. Sådan går det lidt frem og tilbage, og det er spændende! 

Noget af det bedste ved Haruki er, at han ikke pakker hans personer ind. De får ikke allesammen den der forløsende slutning som gør, at man bare kan få lov at glemme hvad man har læst. Og så bliver man altså meget klogere på japansk kultur når man har læst sådan én par bøger. Hvor det før "bare" var det land, der lignede Kina og de spiste Sushi er det nu en hel del mere.

Nå. Det var rimelig meget noget andet, end det, jeg plejer at skrive om det. I må jo liige gi' lyd, hvis i gerne vil have mere af sådan noget, eller om det bare var noget lort. Selvom det nok ikke gør nogen forskel, jeg skriver nok sådan noget alligevel. Har i nogen specielle yndlingsforfattere?